Måske har du åbnet et leksikon. Og betragter en planche med de uopdagede eller drømte landes mange flag. Måske det sorte banner er en skoletavle. Eller et af garvernes dybe kar. Måske det blå er et opretstående svømmebassin, en drivvåd dør, et udsnit af himlen. Måske svæver du. Som en nøgtern pilot eller nysgerrig engel. Du forsøger at øge sigtbarheden. Lige så stille, som man løfter blikket, løfter du skylagets tæppe eller husenes tage. Målestokken er usikker, afstandene vanskelige at vurdere. Du iagttager en bys elementer eller et værelses råderum, en arkitektonisk vegetation af firkanter og sarte linjers skel, vægge, hylder til ting, reoler til nips og bøger, beholdere, veje eller bygninger, hvor farverne har slået sig ned. For en tid. Måske møder du en streg, der netop har bøjet sig eller træffer antydningen af en skikkelse. I det hvide er planlæggeren endnu ikke ankommet. Kommunalbestyrelsen sover. Du kan stadig forestille dig hvad som helst. Måske står du på fortorvet foran det udspændte lærreds lette facade. Vinduer og døre yngler som billeder i billedet. Rammer dukker op indenfor rammen, figurer og felter på bevidsthedens splitskærm. Måske befinder du dig i en lejlighed på anden sal og kigger ud. I blokken overfor bor de andre farver. Et aftenvindues orange firkant lyser op i det blåhvide tusmørke. Der må være nogen derinde. Måske kommer de indimellem til syne. Som fisk i en akvarels tonede vand.
Katalogtekst af digteren, radiomanden, forfatteren og vennen nu afdøde Klavs Bondebjerg
